Hund med overskæg

Hunden i det moderne samfund

– en hund i et spil kegler?

Indlægget er skrevet af Dyrlæge Kirsten Brock, Højby Dyreklinik.

”Så lad dog den hund være hund”!

Udsagnet ovenfor kunne såmænd være mit eget, når jeg modtager endnu en ung pige i konsultationen BÆRENDE på sin lille Coton de Tuléar eller Chihuahua i den smarte designer-bæretaske importeret fra Paris. Men hvad vil det egentlig sige at være hund i vores ”moderne samfund”, og hvordan har relationen ændret sig fra den ”oprindelige” hund/menneske-relation?

Kan jeg tillade mig at fortælle den unge pige, at JEG ved bedst, hvordan en hund skal have det, når nu det egentlig ser ud til, at hun og hendes hund har en ganske glimrende og velfungerende relation, selvom det i mine øjne er et lidt amputeret hundeliv? Kunne det tænkes, at der gennem tiderne er sket en avlsmæssig tilpasning af netop disse racer, så de rent faktisk trives på armen eller i tasken? Har hunden i tasken alligevel ”et godt hundeliv”?

Det kan slet ikke afvises – især ikke hvis dette liv ”beriges” efter nogle basale retningslinier, som jeg vil komme tilbage til senere. Først vil jeg gøre rede for de udviklingsmæssige forhold og fakta for hund menneske-relationen. Dernæst vil jeg se på hvad dette betyder for relationen i det moderne samfund.

 

Hund/menneske-relationen gennem tiderne

Hund/menneske-relationen har eksisteret i minimum 15.000 år. Man er nu sikker på, at hunden evolutionært har udviklet sig fra vildtlevende ulve, der har tilpasset sig den økologiske niche ”at være tæt på/afhængig af mennesker”(1). Hunden har via sin evne til at være en ”succesful scavenger” (en succesfuld restespiser) effektivt specialiseret sig i at udnytte denne niche, således, at hunden findes i alle afskygninger i selskab med mennesker over hele jordkloden. Man snakker om, at hunden er det dyr, der først er blevet domesticeret – mange 1000 år før man begyndte at domesticere vore nuværende landbrugs- eller produktionsdyr, som de hedder i disse tider med et industrialiseret landbrug.

Jo mere jeg læser om adfærden hos de halvvilde ”village dogs” eller ”straydogs”, og om holdningen til hunde, hos de mennesker, der lever i egne af verden, hvor hundene får lov at leve et mere ”frit” liv (2) – jo mere bliver det klart for mig, at nok er der igennem tiderne sket en meget intens og omfattende domesticering og avlsmæssig ændring af de ”oprindelige” hunde.

Når man snakker om de ”halvvilde” hunde, så er det efter min mening lige så meget dem, der vælger os, som os, der vælger dem!! Hundene vælger at være i nærheden af mennesker – også der hvor menneskerne ikke aktivt har valgt at have hundene tæt på af forskellige religiøse, traditionelle eller ressourcemæssige grunde. Det næsten rørende er, at hundene har en så fint udviklet fornemmelse for at være i denne niche, at en del af disse mennesker vælger at relatere sig til hundene, også selvom det kulturelt ikke er ”velset” (2).

Den egentlige domesticering, mener jeg, kommer først ind der, hvor hunden knyttes nærmere til os og integreres i vore hjem, og hvor vi målrettet fremavler hunde, der skal samarbejde med os på forskellig vis.

Selvom hunden som art må betegnes som en ”social predator”, så er dens tilpasning til mennesker så fuldstændig, at selv denne betegnelse må tages med et gran salt. Studier af ferale hunde viser, at basale egenskaber, der skal være til stede for at leve et succesfuldt ”vildt” /uafhængigt liv er gået tabt. De ferale hunde har en ustabil gruppestruktur, der gør dem til ineffektive jægere, idet de ikke har den faste flokstruktur og disciplin, som det ses hos ulve, der jager større byttedyr i flok. Deres reproduktion er markant ændret i forhold til ulves og de har så dårlig yngelpleje, at en meget høj andel af hvalpene dør inden for deres første leveår (3). De ferale hunde er derfor afhængig af tilførsel fra andre grupper af halvvilde hunde for at kunne opretholde deres gruppe. Det ser altså ud som om at konsekvensen af at være så tæt på mennesker er, at hunden ikke kan leve, som en fuldstændig ”vild”/ uafhængig art, hvilket må siges at være ret enestående i dyreverdenen.

Hvilke egenskaber er det da, der har været med til at specialisere hunden til ”menneske-nichen”? Her må man pege på nogen af de ting, vi også den dag i dag værdsætter hos hunden:

• Høj grad af social forståelse for mennesker – hunde er meget gode til at opfatte signaler fra mennesker (4) – nok en hel del bedre end mennesker er til at opfatte signaler fra hunde! MEN i denne proces er hunden til en vis grad blevet svækket i sin egen sociale gruppestruktur og i sine egenskaber til at løse sociale konflikter hund og hund imellem.

• Både hunde og mennesker har høj grad af social kommunikation – og dermed let ved relatere sig til hinanden.

• Hunde har fra tidlig tid været gode til at være omkring mennesker – de har forstået at holde en passende distance, de er loyale, de er vagtsomme og har bidraget til at holde andre hunde/dyr væk fra landsbyen. Herved har de vundet accept hos de mennesker de lever i nærheden af (2).

Efterhånden som mennesket tog hundene til sig, og begyndte at udvælge hundene efter de specifikke egenskaber, mennesket havde brug for, opstod den enorme variation i hundenes fremtoning og egenskaber, som vi ser i dag. Skematisk kan forskelle og ligheder mellem mennesker og hunde beskrives således:

Efterhånden som mennesket tog hundene til sig, og begyndte at udvælge hundene efter de specifikke egenskaber, mennesket havde brug for, opstod den enorme variation i hundenes fremtoning og egenskaber, som vi ser i dag. Skematisk kan forskelle og ligheder mellem mennesker og hunde beskrives således:

Forskelle mellem mennesker og hunde

Hvad er konsekvensen af de ovennævnte karakteristika – hvilken betydning har det fået for vores samvær med hundene?

Der har op gennem tiderne været grundlag for et samarbejde mellem mennesker og hunde – først på det primitive plan – sameksistens i de tidlige landsbyer eller på vandringer med nomader, som har draget nytte af hundenes årvågenhed og beskyttelse af menneskenes bosteder.   Senere er der kommet en mere målrettet avl frem mod hunde, der besidder særlige egenskaber: jagtsamarbejde, beskyttelse af husdyr, sporhunde, slædehunde, hjælpehunde etc.

I dag eksisterer der meget meget højt specialiserede samarbejder med hunde, eksempelvis sporhunde, der kan spore de utroligste ting f.eks. narkotika, penge eller sprængstoffer, eller hjælpehunde, der eksempelvis kan spore, at et epileptisk anfald er på vej, lang tid før ejeren selv er klar over, at der er noget galt.

Hvordan denne målrettede avl er foregået i de tidlige tider, er der ikke så meget materiale om – sandsynligvis pga., at studier af tamhundenes baggrund og adfærd ikke har været prioriteret særligt højt. Som Coppinger skriver (5): Videnskaben har ikke fundet det særligt interessant at se på tamhundene, man har nærmest anset hundenes tilpasning til mennesket som ”unaturlig” og har derfor ikke beskæftiget sig meget med denne problemstilling. Det har været mere interessant at se på de vilde beslægtede arter og forsøgt at forklare tamhundens adfærd herudfra. I biologiske/ zoologiske kredse undervises der meget lidt om hunde, det er næsten udelukkende inden for det veterinære felt, at der undervises og forskes i hunde – og her ofres der ikke meget energi eller opmærksomhed på at forstå hundens adfærdsmæssige karakteristika. Så de, der er interesserede i tamhundens adfærd – er fanget imellem videnskabelige discipliner, og må stykke deres viden sammen fra mange forskellige områder: almen viden om dyr, almen etologi/ dyrepsykologi samt informationer fra en mere ”græsrodspræget”, selvbestaltet viden om adfærd hos hunde.

Teorier for hund/menneske-relationen

Som følge af at der ikke har været forsket ret meget i hundens relationer til mennesker og til andre hunde – så har der igennem tiderne været plads til mange mere eller mindre velfunderede antagelser omkring hund – menneske relationen, og om hvordan vi mennesker bedst relaterer os til vore hunde, for at fremelske en lydig, trofast og velafrettet hund, der er velfungerende i de sammenhænge vi placerer den i.

Jeg har i det følgende valgt at beskrive 2 meget forskellige opfattelser af hund – menneske relationen. Beskrivelsen er meget sort /hvid og unuanceret, for at anskueliggøre det dilemma, en nybagt hundeejer bliver udsat for, når de skal finde ud af hvordan de skal relatere sig til deres hund. Jeg har valgt at kalde de 2 opfattelser ”flokførerteorien” og ”samarbejdsteorien”.

Sød hundehvalp

1.”Flokførerteorien”

Igennem en længere årrække har der været fortalere for, at hunden var på evig jagt efter ”magt”, og at det derfor var meget væsentligt, at hundeføreren ”trådte i karakter”, og fremstod som ”flokfører” for hunden. Hunden antages at opfatte ejeren/familien, som en del af dens flok, hvorfor den lever i et flokfællesskab med mennesker på samme måde, som den antages at ville leve i flokfællesskab med hunde. Dette flokfællesskab med andre hunde har man igennem tiderne ment var lig det flokfællesskab, der ses hos ulve, hvor man mente at flokfællesskabet var præget af en streng rangorden og en evig stræben efter at komme op af rangstigen.

Jeg har ikke listet specifikke henvisninger til denne beskrivelse, men den er et sammenkog af det jeg hører MANGE hundeejere referere, at de hører/har hørt rundt omkring på træningspladserne. Konsekvensen af dette syn på hunden og dens relation til mennesker er ofte, at træningen baseres på metoder, hvor anvendelsen af positiv straf indgår som en markant del af træningen. Det er almindeligt at antage at hunden ikke skal ”bestikkes” med godbidder, men den skal adlyde, fordi den har ”indset” at ejeren er dens flokfører, som derfor har ret til at ”befale” over hunden.

Flokfører-teorien ligger også til grund for nogle af de afstraffelsesmetoder, der anvendes – f.eks. at tvinge hunden om på ryggen for at fremprovokere underkastelse, at ruske den i nakkeskindet, eller at holde en hånd fast hen over struben, når hunden ligger på ryggen eller på siden. I hjemmet skal ejeren demonstrere sin førerstatus ved at fodre hunden sidst, ved at kunne tage foderet fra hunden i enhver situation, ved at tage imod fremmede, der kommer til flokken (tage imod gæster) og ved at gå først ud af døren. Desuden er det opfattelsen, at hunden opfatter de andre hunde den møder, som en del af en fælles flok, og samværet med disse hunde antages at kunne fungere efter de medfødte flokinstinkter, man mener hundene er udstyret med. Hunden forventes derfor uden de store problemer at skulle kunne ”finde dens plads” i hierarkiet, når den møder andre hunde.

 

2. ”Samarbejdsteorien”

I de seneste årtier, er der kommet evidens for en markant anderledes opfattelse både af relationen mellem hund – hund, og mellem hund – menneske. For det første er man blevet opmærksom på, at hundene ikke har den flokstruktur med en lineær rangorden, som man mente den havde til fælles med ulven. Faktisk er man nu klar over at ulven ” i det vilde liv”, heller ikke har denne flokstruktur, men at den snarere lever i familieflokke (6).

Hund – hund relationen blandt ferale hunde er, som tidligere nævnt, en mere løs struktur, der består af 2-6 hunde (ofte flere par), der kan være fælles om at forsvare et territorium, men som ikke er så gode til at deles om opgaver som byttejagt eller opfostring af afkom (3). Hundene er heller ikke så gode som ulve til mimisk at kommunikere med hinanden, hvilket betyder, at der hos hunden er en større risiko for at samværet med andre hunde resulterer i konflikter.

Antagelsen af at hunden opfatter mennesket, som en del af dens flok, er nu afløst en teori, der går ud på, at hunden snarere er ”dobbeltsocialiseret” med mennesker. Dette betyder at hunden IKKE opfatter mennesket som en ”et flokmedlem”, men som et individ, den er vænnet til fra tidlig alder (3-12 uger), og som den har udviklet en særlig evne til at relatere sig til. Freddy Worm Christiansen har et fint udtryk for dette: en sympatirelation. Han beskriver hunde – menneskerelationen som en ”flerarts-gruppe”(7).

Konsekvensen af ovenstående opfattelser af hund – hund og hund – menneske relationerne er, at man ikke kan regne med at hundene har en ”medfødt” evne til at relatere sig til hinanden. Der skal en aktiv socialisering til, og der er en reel risiko for, at det ikke altid er muligt at undgå konflikter. Samværet med andre hunde er med andre ord noget der skal trænes!

Ligeledes giver beskrivelsen af ejerens adfærd og kommunikation med hunden, som beskrevet under ”flokfører-teorien” ikke mening. Træningen og samværet med hunden vil som konsekvens af sympatirelationen bedst foregå på basis af tillid og frivillighed, og på forståelsen af, at en vellykket træning helst skal forudsætte, at der er en ”win-win”-situation for ejer såvel som for hund. Hundens gode relation til ejer fremkommer, fordi hunden oplever en fordel ved at relatere sig til ejeren på den måde, som ejeren ønsker (vel og mærke en fordel, der ikke bare er fravær af straf!). Med andre ord: Samværet og træningen af hunden skal i høj grad udføres ved træningsprincipper, der baserer sig på positiv forstærkning, frem for positiv straf.

 

Hvilken konsekvens får disse to teorier for hunden?

Brugshundens dilemma

Opfattelsen af, at man snarere skal samarbejde med sin hund, frem for at tvinge/true den til at adlyde, falder i de fleste ejere af familiehundes smag. Det er straks anderledes, når man ser på ejere af brugshunde – specielt forsvarshunde og jagthunde, hvor de mere gammeldags træningsmetoder, der i højere grad involverer positiv straf, finder hævd. Man kan undre sig over, at mange jagthunde/forsvarshunde er så glade og tillidsfulde, som de ofte er – når de nu skal udholde at samarbejde med en ejer med ”flokførermentalitet”.

Jeg tror det hænger sammen med, at brugshunden ofte får opfyldt en lang række andre behov for et rigt hundeliv: De er ofte sammen med ejeren mange timer i det fri, de får masser af motion, og de får mulighed for næsearbejde, problemløsning og i nogen grad for jagtadfærd og berøring med byttedyr. Desuden oplever mange af brugshundene en høj grad af ensartethed og konsekvens i ejerens omgang med hunden. Men på vejen dertil, kan anvendelsen af træningsmetoder, der baserer sig på tvang og positiv straf, og som involverer den føromtalte ”flokførermentalitet” medføre, at hunden oplever en høj grad af stress og utryghed. I konsultationen oplever jeg at nogle af arbejdshundene (især schæfere og rottweilere) er ekstremt utrygge over for selv den mest banale undersøgelse, f.eks. at få taget temperatur, efterset ører eller klippet kløer. Desuden har de ofte store problemer med at acceptere de andre hunde de møder, både i venteværelset eller andre steder – sandsynligvis fordi man ikke har anset en grundig socialisering med andre hunde, for noget det er nødvendigt at arbejde med.

Familiehundes dilemma

Familiehunde derimod, er ofte sammen med deres ejer i det fri i meget kortere tid, og selv i denne tid begrænses deres udfoldelsesmuligheder sig til en kedelig gåtur i snor i villakvarteret 2 gange om dagen, og – hvis de er heldige – et kødben at gnave i eller lidt leg med naboens hund. Dertil kommer det forhold, at mange familiehunde-ejere har en meget vaklende og særdeles inkonsekvent opfattelse af, hvad deres hunde kan og må, og at familiehunden meget ofte oplever forvirrende og modsat rettede signaler fra deres ejere.

Dette har sandsynligvis sin begrundelse i, at ejeren ofte har en lang række behov i forhold til hunden, som det er svært/umuligt for den at opfylde. Motivationen for at have en hund, er for familiehunde-ejeren ofte et ret følelsesladet ønske om samvær, nærvær, fællesskab, troskab, livsglæde og ikke mindst betingelsesløs kærlighed(9).

Samtidig har mange ejere en tårnhøj forventning om, at hunden besidder nogle intelligensmæssige evner, at den har en moral, og en forståelse for sammenhænge i tid og sted, som hunden i virkeligheden ikke har(8). For noget tid siden kunne man på Jyllandspostens netavis læse en artikel af Tea Krogh Sørensen(10): ”Hunde er klogere end vi tror”. I artiklen beskriver hun at ”Hunde er klogere end 2-årige tumlinger, – og når det gælder sociale færdigheder, kan de klare sig mod familiens teenager”. Når det er med disse forventninger, at vi inviterer hunden ind i vores familier, som et meget integreret familiemedlem, så er det ikke underligt, at det kan gå galt.

Mange hundeejere kunne have glæde af at læse Jean Donaldsons ”Ti ting vi ved om hunde”, som kort fortalt går ud på, at hunden er et amoralsk, selvcentreret væsen, der har fundet sin vej ind i vores nærhed ved at være en opportunistisk ”succesful scavenger”. Hunden er i høj grad et socialt væsen, der former stærke sociale bånd til os, som ikke kan lide at blive ladt alene, og som er afhængig af at blive fornuftigt socialiseret til verden tidligt i deres liv. Sidst men ikke mindst, er den intelligensmæssigt udviklet sådan, at den bedst lærer ved operant og klassisk betinget indlæring, som – barberet ned til benet – betyder, at: ”Hundens adfærd er styret af dens konsekvens” og IKKE af et ønske om at behage os, eller af en moralsk opfattelse af, hvad der bør gøres. Læg dertil, at hunden dybt nede er et rovdyr, der elsker at genopleve de essentielle jagtsekvenser: søge, opspore, jage, bide, dissekere og spise – og som har en grundlæggende trang til at tygge i alting(8). Der er således rig anledning til, at en ejer kan blive skuffet over deres hunds opførsel, hvis de forventer, at det er nogle helt andre og mere ”menneskelige” forhold, der driver hundens motivation.

Den almindelige misforståelse af hundens motivation og drivkraft for samvær med ejeren bliver yderligere sat i relief af den holdning, der i det hele taget er til begrebet ”opdragelse” i den moderne familie. Jeg oplever, at der i mange familier er en stærk modstand mod ”autoritær” eller ”kæft, trit og retning”-opdragelse, når det gælder deres børn. Tingene skal forklares grundigt og børnene skal motiveres til at indse det fornuftige i det forældrene siger – frem for bare at gøre ”som forældrene siger”. Lille Ole skal forstå det fornuftige i at tage hue på, når det er koldt udenfor, frem for bare at tage huen på fordi forældrene siger det. De stakkels skolelærere kalder disse børn ”diskussionsbørn” – det er børn, der ikke udfører nogen opgave uden, at det skal begrundes og diskuteres først. Da hunden i høj grad opfattes som et familiemedlem, overføres dette syn på opdragelse også på hunden, og i min dagligdag som praktiserende dyrlæge oplever jeg i stigende grad, at der er problemer med at opstille fornuftige grænser for hundene i familierne. Hunden tilbydes alle mulige privilegier i familien, ikke mindst næsten ubegrænset adgang til opmærksomhed og kontakt, og den skal næsten intet yde for det. Men for en hund, der af natur er opportunist, og hvis primære drivkraft i forhold til indlæring er, at den gør det der – for hunden(!) – kan betale sig, så er det det samme, som at vinde 1. præmie i tombolaen – hver gang!

Hermed er grundlaget for en lang række af adfærdsproblemer lagt:
• Overdreven afhængighed af ejer,
• Alene hjemme problemer
• Opmærksomhedssøgende adfærd
• Hunde der hopper op af folk
• Hunde som gør af alt og alle.

I den lidt tungere ende af problemerne:
• Hunde, der har høj grad af zoneforsvar i forhold til liggesteder, mad, legetøj eller lignende – hvilket kan lede til aggressiv adfærd
• Problemer med meget usikker adfærd i forhold til andre mennesker og hunde – hvilket også kan lede til aggressiv adfærd.

Desuden oplever hunden en betydelig grad af stress, idet ejeren, der er tydeligt frustreret og skuffet, meget ofte kommer til at give inkonsekvente, misforståede, eller ikke indlærte kommandoer til hunden.

Hund i et spil kegler

Vejen frem til et rigt hundeliv

Vi skal bestræbe os på at opfylde de basale behov vi ved at hunden har:
• God social kontakt til mennesker
• God social kontakt til andre hunde
• Motion
• Sanseoplevelser
• Fødesøgning, næsearbejde, opgaveløsning, jagt.

Jean Donaldson (11) beskriver, at man kan forestille sig hundes behov som en tank, der dagligt fyldes med et antal l ”brændstof”, som billedligt talt udgør hundens samlede adfærdsmæssige output pr. dag. Tanken er opdelt i flere mindre tanke, der hver især repræsenterer en del af hundens behov, sådan som det er nævnt i de 5 punkter listet ovenfor.

I hver af de mindre tanke er der en hane, hvorfra der kan tappes noget af indholdet i tanken, svarende til, at man møder det adfærdsmæssige behov, indholdet i tanken symboliserer. Pointen er, at hvis ikke der tømmes noget fra hver af de mindre tanke på daglig basis, vil der på sigt komme ubalance i distributionen af brændstoffet(adfærden) – hvilket kan føre til uhensigtsmæssige ”outputs”. Eksempelvis kan fravær af tilbud om at tygge i legetøj eller lave ruskelege med ejer – resultere i at hunden forgriber sig på ikke hensigtsmæssige ting at tygge i – ejers dyre sko eller sokkerne, der er smidt til vask. Dette billede synes jeg er godt at huske på, og det er et spørgsmål enhver hundeejer kan stille sig når dagen er omme: har jeg tilbudt min hund noget fra hver af ”tankene” i dag?

Dette leder mig tilbage til det spørgsmål jeg formulerede i indledningen: Kan den lille chihuahua i pigens designer-bæretaske have et rigt hundeliv? Svaret må blive JA – hvis hun sørger for, at den også kommer ned på jorden og får rigeligt motion, at den bliver godt socialiseret til andre mennesker og hunde, at hun sørger for at den ikke bliver overdrevet afhængig af hende selv, og at hun på daglig basis sørger for, at den oplever noget fra alle ”tankene”, som nævnt ovenfor.

Det er vores opgave som professionelle fagfolk, det være sig hundetrænere, adfærds-behandlere, dyrlæger eller hundeopdrættere, at vi er opmærksomme på den forvirring, der opstår hos mange hundeejere, der oplever meget forskelligartede udsagn om hund – menneske relationen, og som får meget forskellige svar, alt efter hvor de spørger. Der ligger en stor opgave i at udbrede forståelsen for den nye viden om hund – menneske relationen, og komme med forslag til enkle daglige rutiner og aktiveringsforslag, der tilgodeser hundens behov, og som gør det meget sjovere at være hundeejer!

Man kan se mere om Coppingers arbejde og teori om udviklingen fra ulv til tamhund på dette klip fra Youtube.

Referencer

1) Peter Salvolainen: the Domestication of Dogs., kap. 2 fra “The Behavioural Biology of Dogs ed. by Per Jensen, 2007.

2) Raymond and Lorna Coppinger: Dogs – A New Understanding of Canine Origin, Behavior, and Evolution 2001. Kap 2: Village dogs.

3) L. Boitani et al: Behaviour and Social Ecology of Free- ranging Dogs, kap.9 fra “The Behavioural Biology of Dogs, ed. by Per Jensen, 2007.

4) À. Miklósi: Human – Animal Interactions and Social Cognition in Dogs, kap.12 fra “The Behavioural Biology of Dogs, by Per Jensen, 2007.

5) Raymond and Lorna Coppinger : Dogs – A New Understanding of Canine Origin, Behavior, and Evolution 2001, kap1 Introduction, pp 24- 25.

6) L.David Mech: Alphastatus, Dominance, and Division of Labor in Wolf Packs. Canadian Journal of zoology,77:1196-1203.

7) Freddy Worm Christiansen: Hundes og ulves adfærd – Ny indsigt i aggressivitet, lederskab og signaler. 2007, pp 28-33.

8) Jean Donaldson: The Culture Clash, sec. ed. 2005, kap.1.

9) Tine Storm-Olsen: Hunden er menneskets bedste ven – men hvorfor den egentlig det? Hund og træning nr. 7/2009,side 45-49.

10) Tea Krogh Sørensen : ”Hunden er klogere end vi tror” – offentliggjort 12.08.2009 på Jyllandspostens netavis.

11) Jean Donaldson: The Culture Clash, sec.ed.2005, kap. 2 p. 42.