Hunde og dominans

Er den aggressive hund dominant?

Indlægget er skrevet af Dyrlæge Pernille Blok-Riisom, Fasanvejens Dyreklinik, og dyrlæge Pernille Hansen, Dyreklinikken Skovlunde- Herlev. Indlægget er tilrettet efter indlæg bragt i Journalen efteråret 2013.

Indledning

I vores behandling af adfærdsproblemer hos hunde møder vi ofte hunde med aggressionsproblemer overfor ejeren. Ejerne fortæller, at hunden knurrer, snerrer og måske også bider ud efter dem. Vi hører ofte fra ejerne, at de opfatter, at en del af hundens aggressionsproblem stammer fra, at de som ejere er for bløde overfor hunden og at hunden er blevet for ”dominant”. De har fra venner, bekendte, hundetrænere og andre hørt, at problemet er, at de ikke har vist hunden, at de er ”the boss” og hunden derfor prøver at tage styringen – ”den vil kravle højere op ad rangstigen”. Det føles intuitivt rigtig for mange ejere, at det er dette, der er problemet og derfor tager de det seriøst(1). Det kan bevirke, at de skælder hunden mere ud og måske tager fysisk fat i den, hvilket meget ofte fører til at problemet forværres(1)(2)(3).

I det følgende vil vi belyse den indgangsvinkel, vi anvender i behandlingen af adfærdsproblemer hos hunde, der udviser aggression overfor ejeren.

 

Ligger hunden i sofaen, fordi den vil vise ejeren, at den er herren i huset?

I dag stilles der spørgsmålstegn ved om hundens forhold til dens ejer kan beskrives med et lineært hierarkisk system. Der er således i dag flere argumenter for, at hunde ikke er drevet af status, når det gælder aggression over for ejerne(1)(4. 1117)). De er sandsynligvis mere drevet af, hvad der kan betale sig for dem i en given situation. Dette kan både være at opnå en bestemt ressource eller fastholde en allerede tilegnet ressource eller for at undgå ”noget ubehageligt”. Hvad der er en ressource for hunden afhænger af situationen og den enkelte hund. Eksempler på ressourcer, der har betydning for mange hunde er mad, en blød lidt høj soveplads, legetøj og/eller ejerens opmærksomhed(1).

Når hunden lægger sig i sofaen, forsvarer sit kødben og lignende er det med andre ord langt mere sandsynligt, fordi den kan lide at ligge højt og blødt og fordi den er rigtig glad for smagen af kødben, end fordi den vil vise ejerne, at det er den, der er den øverste i hierarkiet.

 

Påvirker ejerens opfattelse hunden?

Vi oplever i vores behandling af adfærdsproblemer, at ejerens opfattelse af hunden afspejler ejerens adfærd over for den. Hvis ejeren således ser sig selv og hunden i et lineært hierarkisk system, vil ejeren have en tendens til at udvise en adfærd overfor hunden, der har til hensigt at holde den ”nede”, bare for at gøre det. Ejeren kan således komme til at bruge en masse tid og kræfter på at kontrollere hundens adfærd på områder, der ikke har nogen betydning for hverken hund eller ejer. Hunden vil med stor sandsynlighed blive påvirket af ejerens adfærd over for den. I værste fald kan det forvirre hunden og øge risikoen for angst/aggressiv adfærd (5). Flere undersøgelser viser, at hunde påvirkes af selv små ændringer i ejerens (eller anden persons) adfærd(6,7,8).

Er dominans en diagnose?

Ordet dominans nævnes stadig ofte, når ejere og fagfolk taler om aggressiv adfærd hos hunde – ”hunden knurrer, fordi den er for dominant”. ”Dominans” er dog ikke et karaktertræk.

Den adfærdsmæssige definition af ordet beskriver det individ, der vinder og får rettigheder til en given ressource i en bestemt situation. (3). Ifølge nudansk ordbog er betydningen af ordet dominant at ”styre” (12). Hvem der er den dominante afhænger således af situationen, motivationen for at opnå en ressource og de andre individer, der indgår i den sociale sammenhæng. At ”dominant” ikke er et karaktertræk bekræftes af en stor undersøgelse over karaktertræk hos hunde (9)(13). Her er dominans ikke et at de fundne karaktertræk. Ordet bliver derfor uanvendeligt og brugen af det gør mere skade end gavn. Problemet er, at hvis ejere får at vide, at deres hund er dominant, så er der risiko for, at de opfatter det som en slags diagnose, hvor behandlingen er, at de nok skal skælde deres hund noget mere ud eller tage fysisk fat i den.

Legende hunde

En anden del af problemet med, at ejere opfatter dominans som en diagnose er, at der ikke bliver gjort mere for at udrede problemet. Det bliver derved nemt overset, hvad problemet egentlig er, og hvad der er årsagen til hundens problemadfærd(1).

Forskellige forskere benytter forskellige inddelinger og kategorier af aggression af hund overfor ejeren(1,2,3,4). Fælles for dem er dog, at frygtbetinget aggression spiller en stor rolle. Ligeledes er det vigtig at huske på, at fysisk sygdom herunder smerte kan nedsætte hundens irritabilitet og derved dens tærskel for aggression(1,2)

Hvorfor er det vigtigt at kende hundens signaler?

Udredningen af et adfærdsproblem kræver udelukkelse af fysiske lidelser, en meget grundig anamnese og en vurdering af hundens adfærd i en række situationer (3,10) For at kunne vurdere hundens adfærd er det nødvendigt at have kendskab til dens måde at kommunikere på. Desuden er en effektiv kommunikation mellem os mennesker og hunde afgørende for dannelsen og opretholdelsen af et stabilt socialt forhold(15,16).

Hunde har et yderst velfungerende kropssprog, som de anvender til at kommunikere med andre individer, både andre hunde og mennesker (17,18). De kan udtrykke deres emotionelle tilstand gennem de signaler, som kroppen udtrykker. Signalernes tydelighed afhænger dog af hundens race, da der er forskel i bl.a. hårlængde, ørernes position og halens længde, hvilket kan vanskeliggøre kommunikationen racerne imellem (15).

Nedenstående tabel er en liste over de signaler hunde anvender til at undgå en trussel og dermed forhindre en konflikt i at opstå.

Hundenes sprog med konfliktdæmpende signaler udvikles i takt med at hvalpe møder andre hunde af alle racer, køn, størrelser og farver. Hundene har en medfødt evne til at udvise disse signaler, men skal lære at håndtere og aflæse dem gennem erfaringer (18).


Konfliktdæmpende

At dreje hovedet
Blinke
At vende siden eller ryggen til
Slikke sig om læberne
Langsomme bevægelser
At sætte sig eller lægge sig
Logre
Gabe
Gå i bue
Snuse i jorden
Løfte poten
Splitte op
Smaske


Hvad gør hunden inden den knurrer?

Kendal Shepard (BVSc, CCAB, MRSVS) har sammen med Maggie Howard lavet en model over hvorledes hundes reaktioner kan optrappes i takt med en stigende trussel: Aggressionsstigen illustrerer, hvorledes en hund starter med at udvise konfliktdæmpende signaler, men gradvist som respons på de signaler de modtager fra os mennesker eller en anden hund kan ændre deres reaktioner til mere truende, såsom knurren eller i yderste konsekvens bid. Hunde udviser det, som betegnes konfliktdæmpende signaler for at reducere den trussel, de føler modparten udgør. Hvis modparten reagerer med konfliktdæmpende signaler forhindres en potentiel trussel i at opstå (17).

Hunde går udelukkende et trin op af aggressionsstigen, hvis vi eller en anden hund udviser truende adfærd overfor dem eller hvis de gennem erfaringer har lært, at det er lettere at forhindre en trussel eller farlig situation på denne måde end ved at holde sig til signalerne på de nederste trin af aggressionsstigen. En hund, der lærer at strategien med at udvise aggressive signaler virker, vil have en aggressiv adfærd, der eskalerer (17). Vi mennesker kan udvise truende adfærd ved at stirre, råbe, bukke os over hundene eller tage fysisk fat i dem.

Aggressionsstige

Hvilken betydning har kendskabet til konfliktdæmpende signaler under en almindelig klinisk undersøgelse?

Et kendskab til hundes anvendelse af konfliktdæmpende signaler og aggressionsstigen er ikke kun afgørende i løsningen af adfærdsproblemer hos den aggressive hund, men kan ligeledes finde anvendelse i den daglige konsultation, hvor vi som dyrlæger ofte sætter hundene på konsultationsbordet i truende situationer. Det virker konfronterende og truende, hvis vi går direkte mod hunden, bøjer os over den eller ser direkte på den (18, 19).

Klinisk undersøgelse

Dyrlægens foroverbøjede krop og stirrende blik virker truende på hvalpen, der reagerer ved at vise konfliktdæmpende signaler.

Cases

Begge af de nedenstående hunde er undersøgt klinisk uden tegn på sygdom herunder smertevoldende tilstande. Navne på hund og ejer er fiktive.

 

King, Schæfer han, 6 år

Anamnese: Hundens kvindelige ejer, Lisbeth fortæller, at King inden for det sidste halve år er blevet tiltagende aggressiv over for hende. Det startede med, at King begyndte at knurre af hende en dag, da hun skulle forlade den og ville have den ind i gangen. Hun skældte hunden kraftigt ud. Hun mener selv, at problemet skyldtes, at King ”har lagt sig” på rangstigen mellem hende og den mandlige ejer. Hun har derfor gennem de sidste måneder gjort tiltag for vise hunden, at hun er over den på rangstigen, blandt andet stirrer hun på den og taler hårdt til den, når hun skal forbi den i gangen, og hun har indført andre ritualer omkring hundens fodring.

King er blevet tiltagende mere aggressiv i andre situationer: den knurrer af hende ved madskålen og når hun skal forbi den i gangen. Den har i enkelte situationer snerret og snappet ud efter hende.

Undersøgelse (adfærdskonsultation i hjemmet):
King udviser normal venlig hilseadfærd ved ankomst. Den er rolig under samtalen med ejeren, idet den sidder op af dyrlægen og lader sig kæle med eller ligger på gulvet. Senere lægger hunden sig i gangen. Ejeren nærmer sig den let fremadbøjet, med stirrende blik: hunden løfter hovedet og drejer det væk fra ejeren. Den bliver stiv i kroppen og ørerne vendes bagud og lægges halvt ned. Den knurrer med en lav brummen. Ejeren demonstrer, hvordan situationen er, når King spiser af madskålen: Hunden står bøjet over madskålen og spiser langsomt, mens Lisbeth stiller sig over den med et ben på hver side af dens ryg. King står med halen hængende ned, ørene ligger ned langs hovedet, blikket flakker, mens den knurrer.

Ejeren viser desuden, hun kan holde i den anden ende af et kødben, mens King spiser af det. Hundens ører ligger ned, den er vigende i blikket, men den fortsætter med at tygge på benet.

Vurdering:
King er blevet usikker på ejeren. Hvad der skete den dag problemet startede, er uvist. Ejerens efterfølgende truende adfærd over for hunden, har gjort den tiltagende usikker. Dens adfærd er således motiveret af angst. King har udvist konfliktdæmpende signaler, men ejeren har overset disse og hunden har derfor optrappet sine afstandsskabende signaler og begyndt at knurre, snerre og snappe ud.

Behandlingsplan:
Lisbeth skal undlade at kigge på King, når den ligger i gangen. Hvis hun skal forbi den, skal hun få den til at flytte sig, ved at kalde på den, bede den om at ”sitte” og give den godbid for dette. Hun skal lade hunden være i fred, når den spiser af madskålen.

Hun skal være opmærksom på hundens signaler. Hvis hun ser den flakke i blikket, lægge ørerne ned og holde kroppen lavt, skal hun være klar over, at den føler sig usikker. Hun skal undlade at stirre på den og bøje sig over den, og i stedet ændre situationen ved at kalde på den med glad stemme og bede den udføre en kort kommando, eksempelvis at ”sitte”. King skal have belønning for dette.

Opfølgning:
Ejer kontakter dyrlægen efter en uge. King virker gladere. Der har ikke været episoder, hvor hunden har knurret af ejeren. King aflives to år efter pga. perianalfistler, der er refraktære over for behandling.

 

Buster, hanhund, Labrador Retriever, 1 år

Anamnese: Hunden har hoppet op i sofa og senge fra hvalp. Den kvindelige ejer Charlotte er meget stor modstander af, at hunden ligger i møblerne. Hun har skældt hunden ud, taget den i halsbåndet og hevet den ned. Hendes to sønner på 9 og 12 år er blevet opfordret til at gøre det samme. Hunden har gennem de sidste måneder knurret af dem, når de har nærmet sig den, når den har ligget i en seng eller sofa. Inden for de sidste uger er Buster begyndt at snerre og viser tænder i disse situationer. For et par dage siden blev hunden meget aggressiv over for Charlotte, da hun tog fat i den for at få den ned. Den blev ”mørk i øjnene”, snerrede og viste alle tænder og bed hende i armen, dog kun med overfladiske sår til følge. Ejeren er nu meget koncentreret om at holde døre til alle værelser lukkede. Ejeren mener, at hunden prøver at komme over hende i hierarkiet.

Undersøgelse:
Buster hopper og ned af dyrlægen ved ankomst. Den ligger kun stille meget få øjeblikke ad gangen under samtalen med ejeren. Da den på et tidspunkt ligger under sofabordet og tygger på et ben, sætter dyrlægen sig på hug ved siden af den og rækker hånden ind under bordet og frem mod dens hoved og benet. Buster stopper med at tygge. Den lægger ørerne ned og halen begynder at logre i bløde bevægelser. Den strækker hovedet frem og snuser til undertegnedes hånd og lader sig ae på kinden. Dyrlægen trækker sig væk og hunden spiser videre. Efter en halv time begynder den at nappe ejeren i hænderne. Hun bevæger hænderne legende og fortsætter med at snakke, mens hun indimellem taler til hunden. Efter et par minutter stopper hunden med at nappe. Buster fjernet sig lidt fra Charlotte. Dens ører er løftede og halen logrer hurtigt frem og tilbage. Den giver et par bjæf i lys tone. Det er fordi Buster nu vil ud at gå tur, forklarer Charlotte. Hunden hopper ikke op i sengene, når ejeren er tilstede, derfor kan denne situation ikke demonstreres.

Vurdering:
Buster er meget glad for at ligge højt og blødt, derfor er senge og sofaer en vigtig ressource for den. Dens motivation for den aggressive adfærd kan derfor dels skyldes forsvar af ressourcen og dels skyldes tillært usikkerhed/angst ved situationen, fordi ejerens adfærd har gjort, at hunden nu forbinder det med noget ubehageligt. Den er motiveret af at undgå noget ubehageligt og forsøger at holde ejeren på afstand.

Buster har desuden en opmæksomhedssøgende adfærd. Denne adfærd er tillært, fordi Charlotte uden at tænke over det belønner den for at nappe og bjæffe.

Hunden er desuden meget aktiv/har en høj arousal, hvilket kan bevirke, at dens tærskel for aggression er lavere end ellers hos racen.

Behandlingsplan:
Charlotte bliver bedt om at lade dørene til værelserne stå åbne. Når hunden hopper op i en af sengene, skal hun gå ind til den med en lækker godbid, kalde venligt på den, bede den ”sitte” og belønne den. Hun skal herefter gå ud i køkkenet og kalde på den og give den godbid for at ”sitte”. Når hunden begynder at bide i hænderne, skal hun rejse sig og kalde den hen til sin kurv, hvor hun skal belønne den for at lægge sig. Sønnerne skal gøre det samme. Hver dag skal hunden aktiveres mentalt med søge-og lydighedsøvelser.

Opfølgning:
Telefonisk kontakt efter to uger: Buster hopper nu hurtigt ned af sengen, når familien beder den om det i normal venlig tone. Den løber hurtigt ud i køkkenet for at få godbidden. Den er kun hoppet op i sengen få gange efterfølgende. Den stopper nu meget hurtigt med at bide i hænderne. Charlotte og drengene kan nemt følge den over i kurven. Den bliver kun liggende i kort tid, men den genoptager ikke sin adfærd med at nappe i hænderne.

Lærer hunden at den får belønning for at knurre?

I ovenstående cases er det essentielt, at ejeren tager hundene ud af den konfliktprægede situation og belønner dem for at udføre en ønsket adfærd (”sit”). Derved ændres hundenes emotionelle status af angst/usikkerhed og de er ikke længere motiveret af at undgå noget ubehageligt. Ejeren belønner derved ikke hunden for at knurre, men for at udføre en ønsket handling.

Det er basale indlæringsmæssige principper (operant indlæring, positiv forstærkning og counterconditionering (11) der ligger til grund for at denne strategi virker.

Hvis ejeren ikke må være den ”dominante”, hvilken rolle skal ejeren så have over for hunden?

Hunde vil gøre, hvad der kan betale sig for dem. Hvis de kan opnå mad, ejerens opmærksomhed, holde på retten til sofaen eller lignende, vil mange hunde gøre det til gene og frustration for ejeren som i eksemplet med Buster. Nogle hunde har tendens til at blive usikre, hvis omgivelserne (herunder er ejerne) er uforudsigelige. De kan udvise aggression i forsøget på at opnår kontrol over omgivelserne (4) Det er derfor vigtigt, at ejeren ser sig selv som ”den, der tager ansvar ” for at vejle hunden til en ønsket adfærd. Det kræver, at ejeren har gjort sig klart hvad hunden må og ikke må og sætter nogle ”husregler” (4, 5). Det kræver ligeledes, at ejeren lærer hunden, hvad der ønskes af den og konsekvent belønner den ønskede adfærd hos hunden (4, 20). Det vil mindske hundens motivation for uønsket adfærd og det vil gøre den usikre hund mere tryg (4. 21).

Adfærdsbehandling

Er der ikke tilfælde, hvor det hjælper at straffe, hvis den knurrer?

Mange af os har som dyrlæge hørt eksempler på, at det har virket, hvis ejeren har skældt hunden kraftigt ud, hvis den har knurret. Ejeren benytter sig her af straf (positiv straf) som indlæringsprincip (11). Problemet er, at hundens emotionelle status ved situationen ikke ændres. Hundens motivation vil således være splittet mellem at undgå det ubehagelige ved situationen og undgå ejerens vrede. Hvis hunden er angst kan denne forøges og problemet forværres. Der vil være større risiko for at hunden bliver ”uforudsigeligt aggressiv” fordi den i nogle tilfælde vil undertrykke lavere indikatorer for aggression som knurren og snerren (1, 11). Straf kan dog have den ønskede effekt i tilfælde, hvor adfærden er tillært og hundens angst er minimal, og forudsat at hunden samtidig lærer, hvad der ønskes af den. Problemet er at disse tilfælde kan være svære at identificere. Der er stor risiko for at teknikken ikke udføres korrekt og der er stor risiko for bid (4). Det er derfor meget risikabelt af foreslå en ejer at praktisere det over for sin hund!

 

”Er den ”dominant” aggressive hund angst, har den ondt eller..?”

Hvis en dyrlæge og/eller adfærdsbehandler skal have en reel mulighed for at hjælpe en ejer med en hund, der har et aggressionsproblem, er det nødvendigt at se på den underliggende motivation for adfærden, og hvad der trigger den. Hvis ejeren kommer med en bemærkning om en situation, hvor hunden har knurret skal det tages alvorligt. Hvis dyrlægen kommer med en hurtig kommentar, der dømmer hunden, vil ejeren ofte lukke af for resten af historien (1). I en dansk undersøgelse fra 2007 over årsager til aflivning af familiehunde udgør aflivninger, hvor adfærd er årsag eller medvirkende årsag 22% (14). I 2014 blev der lavet endnu en undersøgelse af hvor mange hunde, der aflives pga. adfærdsproblemer. Her viste det sig at 11,1 % af aflivningerne blev foretaget pga. et adfærdsmæssigt problem og 2/3 dele af disse skyldtes aggressionsproblemer (22).

Det er derfor vigtigt, at vi som stand tager adfærdsproblemerne alvorligt, og hvis vi ikke selv ønsker at tage os af dem, sørger for at ejerne bliver henvist til personer med den fornødne ekspertise. Det er vigtigt, at holde sig for øje at ”adfærdsbehandler” ikke er en beskyttet titel. Det er derfor nødvendigt at sikre sig at personen, der henvises til har den fornødne kompetence.

Under ‘Find behandler’ findes en liste over dyrlæger, der tilbyder adfærdsrådgivning. I 2005 og oktober 2012 er der desuden uddannet to hold af fagveterinærsygeplejersker inden for klinisk veterinær etologi.

Litteraturliste

1) Tiny De Keuster og Hildegard Jung: Aggression toward familiar people and animals: BSAVA Manual of Canine and Feline Behaviural Medicine, second edition; kap. 17. Published by British Small Animal Veterinary Association, Gloucester, England. 2009.

2) Ilana R Reisner, Frances S Shofer og Michael L Nance: Behavioral assessment of child-directed canine aggression. S. 348-351. Oktober 13(5) Injury Prevention. 2007.

3) Karen L. Overall: Canine Aggression, kap. 6. Clinical Behavavioral Medicine for Small Animals, Mosby- YearBook, Missouri, 1997.

4) Andrew U. Luscher, Ilana R. Reisner: Canene Agrresion Toward Familiar People: A New Look at an Old Problem, s. 1107-1130. Veterinary Clinics of North America. Small Animal Practice. Vol. 38. No 5. September 2008.

5) Barry Eaton: Dominas og Lederskap : Fakta eller overtro; oversat fra Dominance: Fact og Fiction; Canis, Melhus. 2004 (2002).

6) Joel Dehasse: The influence of the experimenter’s expectancy in the results of the assessment of appeasing pheromones in stress of police dogs during training; Abstract accepteret 5th International Veterinary Behavioural Meeting, Minneapolis , USA , 14. juli, 2005.

7) Zsófia Virányi, Jósef Topál, Márta Gácsi, Ádám Miklósi, Vilmos Csányi: Dogs respond appropriately to cues of humans` attentional focus; Behavioural Processes 66, 2004; s. 161- 172.

8) Pamela J. Reid: Adapting to human world: Dogs responsiveness to our social cues; Behavioural Processes 80, 2009; s. 325-333.

9) Amanda C. Jones og Samuel D. Gosling: Temperament and personality in dogs (Canis familaris):A review and evaluation of past research; Applied Animal Behavior Science vol. 95, 2005 s. 1-53.

10) Lynne M, Seibert and Gary M. Landsberg: Diagnosis and Management of Patients Presenting with Behavior Problems; Veterinary Clinics Small Animal Practice, vol. 38, 2008 s. 937-950.

11) Daniel S. Mills: Training and learning protocols, Canine and Feline Behaviural Medicine, second edition;. Published by British Small Animal Veterinary Association, Gloucester, England. 2009. Kap. 5.

12) Politikkens Store Nudansk Ordbog; Politikkens Forlag a/s , 1996.

13) Kenth Svartberg og Björn Forkman: Personality traits in domestic dog (canis familiaris); Applied Animal Behaviour Science 79(2002) s. 133-155.

14) Jørgen Damkjer Lund: Afdækning af årsager til aflivning af familiehunde i Danmark; Det biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Lavet for Dyrenes Beskyttelse, 2007.

15) Job Bowen & Sarah Heath: Behaviour Problems in Small Animals, Practical advice for the Veterinary Team. Elsevier Saunders. 2005.

16) Bradshaw, JWS and Nott, HMR: Social and communication behaviour. In The Domestic Dog: Its Evolution, Behaviour and Interactions with People ed. J. Serpell, Cambridge University Press, Cambridge(1995) s. 115-130.

17) Kendal Shepherd: The Canine Commandments. Broadcast Books (2007), s. 30-33.

18) Turid Rugaas: På talefod med hunden – de dæmpende signaler. Canis (2003).

19) Kelly Mofat: Addressing Canine and Feline Aggression in the Veterinary Clinic.Veterinary Clinics Small Animal Practice, vol. 38, p.983-1003.

20) Ellen Lindell: Mangement problems in dogs. BSAVA Manual of Canine and Feline Behaviural Medicine, second edition; kap. 8. Published by British Small Animal Veterinary Association, Gloucester, England. 2009.

21) Clara Palestrini: Situational senstivities. BSAVA Manual of Canine and Feline Behaviural Medicine, second edition; kap. 8. Published by British Small Animal Veterinary Association, Gloucester, England. 2009.

22) Kilde: http://infolink2003.elbo.dk/DVT/dokumenter/doc/15548.pdf.