Indlægget er skrevet af Dyrlæge Kirsten Brock, Højby Dyreklinik. Indlægget er bragt i ”journalen” (et fagtidskrift for dyrlæger, der arbejder med kæledyr).

For nogle måneder siden spurgte Karina Ryborg, om jeg ville skrive et indlæg ud fra et adfærdsmæssigt perspektiv om den ”No Kill” politik, nogle dyreværnsorganisationer håndhæver.

De synspunkter jeg kommer med her står helt for ”egen regning” – og er altså ikke et udtryk for Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi’s generelle holdning – selv om jeg tror, at mange af DSKVE’s medlemmer deler mine synspunkter.

Indledningsvis er det jo rigtig dejligt, at der er nogle mennesker, som uselvisk arbejder for at hjælpe herreløse kæledyr til et bedre liv – og at der er mange, der donerer større eller mindre beløb til dette arbejde. For dyreværnsorganisationerne er det ofte en knivskarp balancegang, at skulle udvælge hvilke dyr, der er egnet til formidling – og hvilke dyr der IKKE er egnet.

I bund og grund handler det jo om, at man skal sikre sig, at dyret fremadrettet har udsigt til at kunne have et godt liv med en god livskvalitet. I mine øjne er god livskvalitet ikke bare fravær af fysisk sygdom – men at dyret har en chance for at få et liv, hvor det er velfungerende både i forhold til fysisk udfoldelse og i forhold til social kontakt.

Når det drejer sig om fysiske forhold, så er det forholdsvis let at lave en sondring mellem, hvem der er formidlingsegnet – og hvem der ikke er. Her spiller alder, fysisk fremtoning, og ikke mindst fysisk sygdom en afgørende rolle. Er der forekomst af fysisk sygdom, som relativt nemt kan behandles, og som ikke bevirker, at dyret kommer til at være behandlingskrævende fremadrettet, giver det i de fleste tilfælde god mening at behandle dyret, så det er klar til formidling. Men selv her kan sondringen være svær. Jeg har været dyrlæge for Kattens Værn /Min Ven Katten i Odense i over 20 år, og jeg har lært – på den hårde måde – at det bare ikke nytter at bruge tid og økonomi på at flaske meget små, meget forkølede killinger op. Disse killinger er med stor sandsynlighed smittede med herpesvirus, og de bliver ved med at slås med symptomer på dette, resten af deres liv. Men det er svært at forklare de velmenende mennesker, der gerne vil gøre et arbejde for at redde de herreløse killinger. Jeg har mødt mange onde blikke fra de frivillige, når jeg skulle forklare dette.

Men når det handler om adfærdsmæssige forhold bliver det meget sværere at skulle lave denne sondring. Mange er af den holdning at ”når bare dyret kommer i de rigtige hænder” så kan ALLE adfærdsmæssige problemer rettes. Det er jeg absolut uenig i! Der er efter min mening nogle dyr, som er så dårligt socialiserede, og som har så alvorlige adfærdsmæssige udfordringer, at de er bedre tjent med at få fred i stedet for at blive formidlet – selv om de ellers er ”sunde og raske”.

Dette gælder f.eks. katten, der er indfanget, og som er mere eller mindre ”vild”, og som ikke trives, når den anbringes på internatet. Den er stresset, den spiser ikke ordentligt, og den er meget utryg for kontakt til mennesker. Det er usandsynligt, at der nogen, som ”falder for den” og tager den med hjem. Skulle det usandsynlige ske – at der er nogen der tager den med hjem – så kan det ofte give problemer at håndtere sådan en kat i hjemmet. Her gælder det efter min mening om hurtigt at komme til en afklaring på, hvorvidt det vil være sandsynligt, at katten vil kunne komme til at fungere – både på internatet og i et fremtidigt hjem. Der er ingen tvivl om, at man lejlighedsvis vil tage fejl, og at der er en kat, der bliver aflivet, som måske kunne være blevet velfungerende. Min holdning er her, at det ikke kan opveje de mange katte, som mistrives adfærdsmæssigt på internaterne, og som alligevel aflives efter et par måneders ophold i noget, der for dem, må være et ”katte-helvede”.

For hundenes vedkommende gælder det måske i endnu højere grad, at der kan ligge adfærdsmæssige forhold til grund for, at hunden ønskes formidlet. Det kan være, at den er dårlig til at være alene hjemme, at den har udvist aggressiv adfærd, at den stikker af – eller at den ”bare” er vild og uregerlig, og at den tidligere ejet har kastet håndklædet i ringen og erkendt, at de ikke slår til.

Min holdning er, at de adfærdsmæssige problemer, som giver størst anledning til bekymring for hundens trivsel fremadrettet, er de hunde, der er meget angste, og de hunde, der har problemer med aggression over for andre hunde eller mennesker (hvilket også meget ofte skyldes angst eller utryghed). Disse typer af adfærdsproblemer giver ikke bare store problemer for de familier, der skal overtage hunden – men de repræsenterer også en stor risiko for hundens egen trivsel. Hunde, der lever i konstant angst/utryghed over for ”verden”, er konstant stressede, hvilket ofte også kan medføre fysiske problemer. De har således ikke ”et godt liv” og i de alvorligere tilfælde mener jeg, at de set fra et dyrevelfærds synspunkt er bedre tjent med at blive aflivet.

Udfordringen er, at det kan være svært at vurdere disse meget angste eller aggressive hunde. Det kræver tid og indsigt at vurdere, om hundens reaktion er betinget af forrige ejers manglende evne til at kunne arbejde konstruktivt med hunden, eller om hunden er så forstyrret i sin adfærd, at det ikke giver mening at arbejde med hunden, for at gøre den klar til videreformidling. Men det er en sondring, det er helt nødvendigt at kunne gøre relativt hurtigt. Desværre er det ikke mit indtryk, at der på alle formidlingssteder er kapacitet til at kunne udføre denne afklaring.

Et ganske særligt problem gælder de hunde, der har sin oprindelse i lande, der har en meget anderledes måde at holde hund på end herhjemme. Det gælder f.eks. hunde fra Balkanlandene eller fra landene i Sydeuropa/Asien. Mange af de hunde, der formidles fra disse lande, er hunde der er ”udstødte”, og som er meget dårligt socialiserede især over for mennesker, men nogen gange også i forhold til andre hunde. En del af disse hunde udviser også en generel høj grad af mistro og angst i forhold til omgivelserne, og det kan være en udfordring at få dem til at være trygge i en almindelig dagligdag. Ydermere er deres rute til Danmark ofte en lang og svær proces, med ophold i flere forskellige former for internater undervejs, hvilket er en yderligere stressfaktor.

Med fare for at gøre mig upopulær blandt de mange, der gør et stort stykke arbejde for at formidle disse hunde, er jeg af den holdning, at det kun er de hunde, der har de mest solide og tillidsfulde reaktioner, som man overhovedet bør forsøge at få til Danmark. Jeg har desværre mødt mange hunde, der er formidlet fra disse lande, og som er meget angste og utrygge, til trods for at alle – både personalet på internaterne og de nye ejere – forsøger at give dem en så tryg tilværelse som muligt. Det er ganske enkelt synd for alle parter!

Med baggrund i ovenstående er det efter min mening vigtigt, at der ligger en grundig adfærdsmæssig analyse bag ALLE hunde, der ønskes formidlet, og at der tages højde for denne analyse i forhold til HVEM hundene skal formidles til – og især OM hunden overhovedet bør formidles.

Derfor er det er meget vigtigt, at de mennesker, der arbejder med at formidle hundene, har en grundig adfærdsuddannelse i bagagen. De skal helst kunne erkende og skelne mellem de adfærdsproblemer, som det er forholdsvis let at gøre noget ved – og de problemer, som det vil være meget svært at afhjælpe. Det allerbedste ville være, at der er et samarbejde omkring vurderingen af hundens adfærdsmæssige udfordringer med internatets tilknyttede dyrlæge (som gerne skulle have en adfærdsmæssig indsigt til at kunne assistere her), alternativt at der i det mindste er en tilknyttet person, som har en passende grundig adfærdsmæssig indsigt til at kunne rådgive omkring adfærden hos de hunde, der ønskes formidlet.

Derfor: Alvorlige adfærdsmæssige problemer – og her især angst og aggressionsrelaterede problemer – er noget, der bør tages meget alvorligt hos hunde generelt, men i særlig grad blandt de hunde, der skal formidles. Det kan ikke nytte noget, at man har en ”No Kill” politik her, idet disse alvorlige adfærdsproblemer udgør en trussel – ikke bare for hundens egen velfærd, men også for de ejere, som hunden bliver videreformidlet til, og evt. også for de omgivelser, som hunden skal fungere i.

Vi har som fagpersoner en opgave i at få dette budskab formidlet både til de mennesker, der lægger en stor arbejdsindsats i forhold til de herreløse hunde, men også i forhold til de ejere, som mener de skal ”redde” en meget skadet hund.