Indlægget er skrevet af Dyrlæge Pernille Blok-Riisom, Fasanvejens Dyreklinik, og dyrlæge Pernille Hansen, Dyreklinikken Skovlunde- Herlev. Indlægget er tilrettet efter indlæg bragt i Journalen efteråret 2013.

Indledning

I vores behandling af adfærdsproblemer hos hunde møder vi ofte hunde med aggressionsproblemer overfor ejeren. Ejerne fortæller, at hunden knurrer, snerrer og måske også bider ud efter dem. Vi hører ofte fra ejerne, at de opfatter, at en del af hundens aggressionsproblem stammer fra, at de som ejere er for bløde overfor hunden og at hunden er blevet for ”dominant”. De har fra venner, bekendte, hundetrænere og andre hørt, at problemet er, at de ikke har vist hunden, at de er ”the boss” og hunden derfor prøver at tage styringen – ”den vil kravle højere op ad rangstigen”. Det føles intuitivt rigtig for mange ejere, at det er dette, der er problemet og derfor tager de det seriøst(1). Det kan bevirke, at de skælder hunden mere ud og måske tager fysisk fat i den, hvilket meget ofte fører til at problemet forværres(1)(2)(3).

I det følgende vil vi belyse den indgangsvinkel, vi anvender i behandlingen af adfærdsproblemer hos hunde, der udviser aggression overfor ejeren.

Ligger hunden i sofaen, fordi den vil vise ejeren, at den er herren i huset?

I dag stilles der spørgsmålstegn ved om hundens forhold til dens ejer kan beskrives med et lineært hierarkisk system. Der er således i dag flere argumenter for, at hunde ikke er drevet af status, når det gælder aggression over for ejerne(1)(4. 1117)). De er sandsynligvis mere drevet af, hvad der kan betale sig for dem i en given situation. Dette kan både være at opnå en bestemt ressource eller fastholde en allerede tilegnet ressource eller for at undgå ”noget ubehageligt”. Hvad der er en ressource for hunden afhænger af situationen og den enkelte hund. Eksempler på ressourcer, der har betydning for mange hunde er mad, en blød lidt høj soveplads, legetøj og/eller ejerens opmærksomhed(1).

Når hunden lægger sig i sofaen, forsvarer sit kødben og lignende er det med andre ord langt mere sandsynligt, fordi den kan lide at ligge højt og blødt og fordi den er rigtig glad for smagen af kødben, end fordi den vil vise ejerne, at det er den, der er den øverste i hierarkiet.

Påvirker ejerens opfattelse hunden?

Vi oplever i vores behandling af adfærdsproblemer, at ejerens opfattelse af hunden afspejler ejerens adfærd over for den. Hvis ejeren således ser sig selv og hunden i et lineært hierarkisk system, vil ejeren have en tendens til at udvise en adfærd overfor hunden, der har til hensigt at holde den ”nede”, bare for at gøre det. Ejeren kan således komme til at bruge en masse tid og kræfter på at kontrollere hundens adfærd på områder, der ikke har nogen betydning for hverken hund eller ejer. Hunden vil med stor sandsynlighed blive påvirket af ejerens adfærd over for den. I værste fald kan det forvirre hunden og øge risikoen for angst/aggressiv adfærd (5). Flere undersøgelser viser, at hunde påvirkes af selv små ændringer i ejerens (eller anden persons) adfærd(6,7,8).

En anden del af problemet med, at ejere opfatter dominans som en diagnose er, at der ikke bliver gjort mere for at udrede problemet. Det bliver derved nemt overset, hvad problemet egentlig er, og hvad der er årsagen til hundens problemadfærd(1).

Forskellige forskere benytter forskellige inddelinger og kategorier af aggression af hund overfor ejeren(1,2,3,4). Fælles for dem er dog, at frygtbetinget aggression spiller en stor rolle. Ligeledes er det vigtig at huske på, at fysisk sygdom herunder smerte kan nedsætte hundens irritabilitet og derved dens tærskel for aggression(1,2)

Hvorfor er det vigtigt at kende hundens signaler?

Udredningen af et adfærdsproblem kræver udelukkelse af fysiske lidelser, en meget grundig anamnese og en vurdering af hundens adfærd i en række situationer (3,10) For at kunne vurdere hundens adfærd er det nødvendigt at have kendskab til dens måde at kommunikere på. Desuden er en effektiv kommunikation mellem os mennesker og hunde afgørende for dannelsen og opretholdelsen af et stabilt socialt forhold(15,16).

Hunde har et yderst velfungerende kropssprog, som de anvender til at kommunikere med andre individer, både andre hunde og mennesker (17,18). De kan udtrykke deres emotionelle tilstand gennem de signaler, som kroppen udtrykker. Signalernes tydelighed afhænger dog af hundens race, da der er forskel i bl.a. hårlængde, ørernes position og halens længde, hvilket kan vanskeliggøre kommunikationen racerne imellem (15).

Nedenstående tabel er en liste over de signaler hunde anvender til at undgå en trussel og dermed forhindre en konflikt i at opstå.

Hundenes sprog med konfliktdæmpende signaler udvikles i takt med at hvalpe møder andre hunde af alle racer, køn, størrelser og farver. Hundene har en medfødt evne til at udvise disse signaler, men skal lære at håndtere og aflæse dem gennem erfaringer (18).

Hvad gør hunden inden den knurrer?

Kendal Shepard (BVSc, CCAB, MRSVS) har sammen med Maggie Howard lavet en model over hvorledes hundes reaktioner kan optrappes i takt med en stigende trussel: Aggressionsstigen illustrerer, hvorledes en hund starter med at udvise konfliktdæmpende signaler, men gradvist som respons på de signaler de modtager fra os mennesker eller en anden hund kan ændre deres reaktioner til mere truende, såsom knurren eller i yderste konsekvens bid. Hunde udviser det, som betegnes konfliktdæmpende signaler for at reducere den trussel, de føler modparten udgør. Hvis modparten reagerer med konfliktdæmpende signaler forhindres en potentiel trussel i at opstå (17).

Hunde går udelukkende et trin op af aggressionsstigen, hvis vi eller en anden hund udviser truende adfærd overfor dem eller hvis de gennem erfaringer har lært, at det er lettere at forhindre en trussel eller farlig situation på denne måde end ved at holde sig til signalerne på de nederste trin af aggressionsstigen. En hund, der lærer at strategien med at udvise aggressive signaler virker, vil have en aggressiv adfærd, der eskalerer (17). Vi mennesker kan udvise truende adfærd ved at stirre, råbe, bukke os over hundene eller tage fysisk fat i dem.

Lærer hunden at den får belønning for at knurre?

I ovenstående cases er det essentielt, at ejeren tager hundene ud af den konfliktprægede situation og belønner dem for at udføre en ønsket adfærd (”sit”). Derved ændres hundenes emotionelle status af angst/usikkerhed og de er ikke længere motiveret af at undgå noget ubehageligt. Ejeren belønner derved ikke hunden for at knurre, men for at udføre en ønsket handling.

Det er basale indlæringsmæssige principper (operant indlæring, positiv forstærkning og counterconditionering (11) der ligger til grund for at denne strategi virker.

Er der ikke tilfælde, hvor det hjælper at straffe, hvis den knurrer?

Mange af os har som dyrlæge hørt eksempler på, at det har virket, hvis ejeren har skældt hunden kraftigt ud, hvis den har knurret. Ejeren benytter sig her af straf (positiv straf) som indlæringsprincip (11). Problemet er, at hundens emotionelle status ved situationen ikke ændres. Hundens motivation vil således være splittet mellem at undgå det ubehagelige ved situationen og undgå ejerens vrede. Hvis hunden er angst kan denne forøges og problemet forværres. Der vil være større risiko for at hunden bliver ”uforudsigeligt aggressiv” fordi den i nogle tilfælde vil undertrykke lavere indikatorer for aggression som knurren og snerren (1, 11). Straf kan dog have den ønskede effekt i tilfælde, hvor adfærden er tillært og hundens angst er minimal, og forudsat at hunden samtidig lærer, hvad der ønskes af den. Problemet er at disse tilfælde kan være svære at identificere. Der er stor risiko for at teknikken ikke udføres korrekt og der er stor risiko for bid (4). Det er derfor meget risikabelt af foreslå en ejer at praktisere det over for sin hund!

”Er den ”dominant” aggressive hund angst, har den ondt eller..?”

Hvis en dyrlæge og/eller adfærdsbehandler skal have en reel mulighed for at hjælpe en ejer med en hund, der har et aggressionsproblem, er det nødvendigt at se på den underliggende motivation for adfærden, og hvad der trigger den. Hvis ejeren kommer med en bemærkning om en situation, hvor hunden har knurret skal det tages alvorligt. Hvis dyrlægen kommer med en hurtig kommentar, der dømmer hunden, vil ejeren ofte lukke af for resten af historien (1). I en dansk undersøgelse fra 2007 over årsager til aflivning af familiehunde udgør aflivninger, hvor adfærd er årsag eller medvirkende årsag 22% (14). I 2014 blev der lavet endnu en undersøgelse af hvor mange hunde, der aflives pga. adfærdsproblemer. Her viste det sig at 11,1 % af aflivningerne blev foretaget pga. et adfærdsmæssigt problem og 2/3 dele af disse skyldtes aggressionsproblemer (22).

Det er derfor vigtigt, at vi som stand tager adfærdsproblemerne alvorligt, og hvis vi ikke selv ønsker at tage os af dem, sørger for at ejerne bliver henvist til personer med den fornødne ekspertise. Det er vigtigt, at holde sig for øje at ”adfærdsbehandler” ikke er en beskyttet titel. Det er derfor nødvendigt at sikre sig at personen, der henvises til har den fornødne kompetence.

Under ‘Find behandler’ findes en liste over dyrlæger, der tilbyder adfærdsrådgivning. I 2005 og oktober 2012 er der desuden uddannet to hold af fagveterinærsygeplejersker inden for klinisk veterinær etologi.