Myte 3: Hunden humper ikke for at dominere
Indlægget har været bragt i Dyrefondet – bladet for dyrevenner.
Af Betina Sabinsky, adfærdsbehandler og dyreinstruktør, DogWise.
Myte 3: ”Når din hund humper, gør den det for at dominere.” Alle hundeejere har hørt den påstand, som er årsagen til så store misforståelser af hunden, at den påvirker vores daglige håndtering og omgangstone.
Rigtig mange steder mødes vi og vores hunde med påstanden om, at når hunden humper, er det, fordi den vil dominere, prøve grænser af eller er på vej til at tage magten fra dig!
”Sæt grænser med det samme, og vis, at det er dig, der bestemmer,” lyder det typiske råd, vi får.
Men det råd betyder, at vi er med til at eskalere flere og mange unødvendige konflikter med vores hund i hverdagen.
Adfærden kickstartes som oftest i den sene hvalpeperiode og tidlige periode som unghund. Hormonerne brager rundt i kroppen, og det påvirker selvfølgelig hele systemet, ligesom det sker hos børn i puberteten.
Det er naturligt
For hunde går det desværre ofte for alvor galt i den periode. For ifølge alle de gængse råd skal vi sætte hårdt mod hårdt, når hunden humper, stjæler ting, hopper op ad middagsbordet, bider i linen eller i vores hænder, graver huller i haven eller løber efter børnene.
Selvom den adfærd er en helt naturlig del af hundens udvikling, kategoriseres den alt for tit som et dominansfrådende monster, der er i gang med en konspirationsteori mod hele familien og alle vejens hunde med det formål at overtage hele herligheden.
Vi optrapper konflikterne
I stedet for at løse konflikterne med sindsro og tålmodighed forvandler mange perioden til daglige konfliktfyldte situationer, som øger mængden af frustration og stress. Det er starten på en negativ dominoeffekt. For de daglige konflikter bliver flere og flere, og dette styrker desværre vores tro på, at hunden virkelig er ude på at udfordre os som universets herskere.
Intet kunne være en større misforståelse. Alligevel bliver vi hårdere og mere afvisende i vores håndtering af problemerne, og i sidste ende vil det lede til endnu mere frustration, usikkerhed og stress hos hunden. Samtidig vil hunden forbinde bestemte situationer og dig med så store konflikter, at styrken i adfærden vil stige markant.
Vi oplever situationer, som at hunden er overvældende og hoppende, når der kommer gæster, at den er ekstra overgearet efter leg med børnene eller andre hunde, at den graver ekstra dybe huller i haven, eller at den humper ekstra meget på alt og alle.
Vi misforstår og fejltolker denne adfærd af ophobet stress som en dominansrelateret adfærd.
Ikke kun i puberteten
Det er ikke nødvendigvis puberteten, som starter denne adfærd. Der kan være mange flere årsager, hvor det er frustration, usikkerhed og stress, som ligger til grund for hundens handlinger.
Tankevækkende er det, at hundens ’hoppen op’ hurtigt bliver et forsøg på at dæmpe en indre eller ydre stresssituation – hunden prøver på den måde at bede om en mildere adfærd, men får i stedet det modsatte.
Alle vanskelige situationer kan løses og forebygges ved en positiv og konfliktfri håndtering, der knytter bånd mellem dig og din hund, og som samtidig gør det nemmere at se hinanden dybt i øjnene i mange år fremover.
Kend årsagerne
Årsagerne til din hunds stressede adfærd kan blandt andet være:
- sygdom og smerter
- ubehandlet separationsangst
- overstimulering
- understimulering
- forkert og hård håndtering
- omsorgssvigt
- mangel på søvn.
Hjælp din hund
Få justeringer i din hverdag igangsætter en positiv dominoeffekt.
Først og fremmest er det vigtigt, at du forkaster dominansteorien og foretager en holdningsændring. Når du gør det, er følgende ændringer rent faktisk meget nemme. Du ser nu din hund med helt andre øjne og ikke som det frådende dominansmonster.
Det vil ændre dine hensigter og hele dit kropssprog, og du får en oprigtig ærlighed i at hjælpe din hund. Det ser og mærker hunden, på samme måde som vi mennesker mærker det, når vi modtager hjælp fra nogen, som vil os det godt. Så bliver vi mere åbne og lydhøre og lader os inspirere. Det er ikke anderledes med hunde.
Hverdagen
- Er hverdagen generelt meget travl? Travlhed samt manglende ro og nærvær påvirker også din hund.
- Får din hund den nødvendige søvn? Afhængigt af alder, race og sygdomshistorie skal din hund sove mellem 12 og 18 timer dagligt. Meget unge hvalpe skal sove helt op mod 20 timer dagligt.
- Er jeres gåture lange, og indeholder de meget aktivitet såsom bold- og pindekast? Meget lange gåture med for meget pinde- og boldkast, løbeture eller cykelture øger mængden af stresshormoner i kroppen.
- Får din hund mental stimulering i hverdagen? Stimulering af lugtesansen er med til at aktivere rolige hormonstoffer i kroppen.
- Leger børnene for voldsomt med hunden? Tilbagevendende voldsom leg øger din hunds generelle stressniveau omkring børnene.
Vanskelige situationer
- Humper hunden børnene, når de kommer ind i rummet? Tag hunden stille og roligt væk fra børnene uden noget postyr, og hold den hos dig, indtil den er rolig. Lær børnene at lege anderledes med din hund i fremtiden. Lad børnene lave søgeøvelser i haven eller indenfor sammen med din hund. Det fremmer en rolig aktivitet omkring børnene.
- Hopper hunden op ad middagsbordet, når I spiser? Forebyg situationen ved at give din hund noget lækkert og tidskrævende at tygge på, cirka fem-ti minutter inden adfærden viser sig – gerne henne i kurven eller på tæppet. Så vænner den sig hurtigt til nye vaner ved middagstid.